Med et hårdt felt til start blev der i dag kørt cykelløb for fuld udblæsning i Farum og omegn, hvor 35 dameryttere kæmpede om sejr og point til den samlede Cup-stilling. Med blandt andre Maja Watt Adamsen og Marie Lindberg til start havde den førende rytter Julie Leth fra Team Kvickly Odder skarp konkurrence.

Med stor aktivitet på de mange bakker omkring Ganløse, flere gode udbrudsforløb og en punktering fra Julie Leth var der spænding fra start. Men først på 4. og næstsidste omgang lykkes det tre ryttere at rive sig løs fra feltet. Med et overbevisende ryk fra Louise Bering fra Randers CK og Nikoline Hansen fra Fredericia CC, kom de to ryttere fri af feltet. Svenske Marie Lindberg var straks på mærkerne og kørte med et hurtigt antrit op til de to udbrydere. De tre ryttere fik hurtigt et samarbejde op at stå, og med lidt under en omgang igen havde de allerede et forspring på 28 sek. I det jagtende felt måtte Julie Leth tage sagen i egen hånd for at minimere de tre rytteres forspring. I løbet af den sidste omgang blev forspringet udbygget til 1 minut og 23 sekunder. I spurten var den svenske prof-rytter Marie Lindberg overbevisende. Nikoline Hansen og Louise Bering blev henholdsvis to og tre. I feltet var rutinerede Iben Bohé fra CC Hillerød den hurtigste foran Trine Lorentzen fra ABC. Julie Leth kom ind på en 7. plads, men bevarede og udbyggede forspringet til sin nærmeste forfølger, der nu er Trine Lorentzen fra ABC.

(DCU's Dameudvalg)

Se resultater, stillingen efter 3. afdeling og masser af billeder på:
Road Bike Shop Løbet/ABC, Elite/U23 (D)
Bikebuster Dame Cup




Misschien ook interessant: