Team Capinordic rytteren, Martin Pedersen, vandt sidste etape af det franske løb Les 3 Jours de Vaucluse (2.2) og besatte samtidigt tredjepladsen samlet. David Le Lay (Agritubel) vandt løbet samlet.

Den sidste etape var på 165 kilometer og mens den første halvdel var forholdsvis flad, var den anden halvdel benhård med to kategori 1 stigninger, Col de la Liguière og Côte de Brouville, samt en kategori 3 stigning Côte de Montfuron.

Niki Østergaard viste, at formen også er stærkt på vej hos ham, da han alene dækkede etapens seriøse udbrud, så Martin Pedersen kunne sidde i feltet sammen med resten af holdkammeraterne og spare sig til finalen.

”Det var helt perfekt. Hele holdet har arbejdet fantastisk i dag, så da vi kørte ind på de sidste 20 kilometer, kunne jeg mærke, at benene var perfekte. Selvom det hele blev splittet op i flere gruppe til sidst, så havde jeg Rasmus Guldhammer og Fredrik Ericsson siddende ved siden af mig, da vi kørte hen mod sidste kilometer. Der fik de mig placeret helt perfekt og så var det bare at køre sejren hjem. Det er bare en super dejlig følelse og helt perfekt for både holdet og mig personligt,” fortalte Martin Pedersen inden han skulle på podiet.

Kilde: Team Capinordic



Misschien ook interessant: